Vision

Den forunderlige verden...

Mine kunstneriske betræbelser har gennem årene spændt vidt i udtryk og form, fra det surreelle til det abstrakt ekspressionistiske, men har altid haft sit udspring i en eksistentiel fabuleren og fortsat undren over verden og tilværelsens ydergrænser - en følelse af verden som noget ufatteligt, gådefuldt og mystisk, som jeg ikke kan lade være med fortsat at forundres over - vi svæver jo rundt i det tomme rum!

Kunsten blev født i kultens tjeneste i urtiden, som en måde at anskueliggøre, at en gruppe havde samme tro og verdensanskuelse, og kunsten viste sig i sit udspring som et middel for mennesket til på en emotionel måde, at forstå verden og ændre den, og er derved uløseligt forbunden med det menneskelige samfunds historie. De forskellige religioner og inden da myterne har gennem årtusinder givet menneskene svar på alle de spørgsmål de stillede og forklarede hvorfor livet er som det er. Ved blandt andet at behandle disse religiøse og mytiske svar i mine værker og give mine egne bidrag og fremstillinger af mytiske og religiøse forklaringer, forsøger jeg både at sætte spørgsmålstegn ved det rimelige i at tro på disse forklaringer og samtidig, at vække til fortsat forundring over verden og det faktum, at der er noget inden i os, der siger at livet er en stor gåde. Noget vi engang oplevede at det var, længe inden vi lærte at tænke det.

Derfor er mine værker heller ikke blevet til som et produkt af en intellektuel proces, men snarere i en proces af emotionel karakter, hvor jeg forsøger at udtrykke mine eksistentielle tanker og følelser gennem et billedsprog, som er poetisk eller overtroisk eller profetisk eller forvrøvlet eller hvad jeg nu har haft mest lyst til. De fortolkninger og titler jeg har påhæftet mine værker, er derfor ofte opstået ud fra min egen refleksioner og betragtninger over værkerne, efter at de er færdiggjorte. Hvis man skal tale om en hensigt eller et udsagn i mine værker, må det være ønsket om at være med til at bevare denne forbavselse over verden, så vi ikke bare bliver ligeglade og sløve, men kan gå vågne gennem livet.

For dem, som ikke længere kan undres over livet, og som mener at ønsket om at forstå verden, dens oprindelse og egenart er ressourcespild, da alt kan gøres op i penge, og som er blevet indfanget af hverdagen og er blevet så vant til verden, og har fundet sig så godt tilpas med den, at de tager den for givet som noget ganske almindeligt, forventer jeg ikke at kunne appellere til med min kunst, da den her kun vil være forstyrrende elementer i hverdagslivets tornerosesøvn. De befinder sig sikkert trygt og rart med det. Så heldig er jeg ikke. Jeg kan ikke bare stille mig tilfreds med det, og derfor bruger jeg billedkunsten til at udtrykke min forundring over livet, og vover at konfrontere denne undren, og derved give mulighed for refleksion og måske endda være en del af et slags værn mod en fremmedgørelse eller rodløshed i forhold til den virkelighed, som omgiver os. Det kan sammenfattes i følgende citat af Søren Kierkegaard:

» At vove er
at miste
fodfæste for
en tid, ikke
at vove er
at miste
sig selv«

I flere af mine værker har jeg arbejdet med begrebet den "eksistentielle ensomhed", som indebærer at den menneskelige eksistens er baseret på, at du altid er alene i dine egne helt specielle følelser og tanker. Foruden at indse, at du er den eneste dig selv i denne verden, og derved er helt enestående og fantastisk, må du også acceptere, at du altid er ensom i eksistentiel forstand, og at ingen andre helt kan føle og tænke det, som du føler og tænker. På trods af dette faktum, har vi alligevel muligheden for at skabe noget - måske endda endnu mere fantastisk - i fællesskab med andre mennesker. Dermed eksisterer vi jo i lighed med de atomer, som vi er skabt af.

Tilværelsen er altså gådefuld og mystisk, men samtidig fantastisk, livsbekræftende og forbavsende. Jeg har gennem tiden fået tilkendegivelser som f.eks., at mine værker er dystre eller uhyggelige, men det er jo netop røsten fra dem, som ikke længere kan forundres over verden, og som helst ikke vil forstyrres i deres komfortable hverdagsliv, men som, hvis de vovede at åbne øjnene kunne se, at det ækle jo blot også er et af livets mange vilkår. Vi bliver jo også alle født til en grusom skæbne - vi skal alle forgå og dø en dag. Det er livets vilkår. Digteren Rainer Maria Rielke har sagt det således: -"frygtelig er hver engel, thi det skønne er blot det forfærdendes optakt". Men, hvis vi nu konfronterer det "frygtelige", indeholder det jo også muligheden for at lære noget om verden. Vi skal blot acceptere, at det er en del af det at være menneske. Tingene er jo i sidste ende, det, som vi gør dem til. Hvis vi f.eks. føler angst eller væmmelse, er det jo noget, som bliver skabt i vores bevidsthed, og ofte kun eksisterer der. Det er ikke nødvendigvis, fordi der er noget konkret at være angst for eller at væmmes over. Det er blot et produkt af vores egen bevidsthed. Hvis vi accepterer dette faktum, vil vi kunne opleve verden uden fordomme, og uden hele tiden at skulle vægte tingene ud fra et etisk eller moralsk synspunkt. Man vil ikke længere kunne sige, at noget kun er ondt eller noget kun er godt, men derimod at alting rummer begge dele.

Hvorfor er det nu så vigtigt at forsøge at forstå den verden, vi lever i?

Denne verden blev ikke skabt i går, og dens principper og værdier er ikke selvfølgelige. De har en historie, en op-rindelse og grunde til at de udviklede sig. Historien har jo vist, hvilke handlinger som den menneskelige natur har forårsaget. Menneskets handlinger har gennem årtusinder været og er stadig et produkt af religionernes og myternes verdensbillede. Hvis vi nu forestillede os, at det ikke længere var det verdensbillede, vi levede efter, og at det ikke spillede så stor en rolle i vores liv, ville verden måske være et bedre sted. Hvad nu hvis Gud bare er en illusion og et bedrag? Det farlige ved religiøs tro, er at den altid har været fritaget fra de krav om forklaring, som andre ting stilles overfor, og det står ikke i et passende forhold til den indflydelse, religion har i vores samfund. Folk tror, at deres værdier er selvfølgelige, samtidig med, at de ikke aner, hvorfor de værdier eksisterer og måske er værd at forsvare eller for den sags skyld forandre. Hvis du og jeg får at vide, at vi skal slå andre mennesker ihjel eller styre et fly ind i et højhus, så vil vi afvise det som nonsens og spørge, hvorfor skulle vi gøre noget sådant. Det gør vi, fordi vi kræver rationelle forklaringer, når folk beder os om noget, eller når vi skal begrunde vores handlinger, men når den slags motiveres med tro, så bliver det pludselig plausibelt. Nøglen til at forstå dem, der stod bag 11. september er, at de tror på det, de siger. Hvis du og jeg troede på det samme og handlede ud fra vores tro, ville vi sikkert også kunne blive selvmordsterrorister. Religionernes dogmer har en evne til at så splid mellem mennesker. Vi har en tendens til at holde sammen i grupper, vi er solidariske overfor gruppen og definerer os i modsætning til dem, der er udenfor. Religionerne stimulerer også folk til at lade være med at søge forklaringer og stiller sig tilfredse med dogmer og andet nonsens. Det dræber den naturlige nysgerrighed og spørgelyst, som vi alle rummer fra fødselen.

Det, som det drejer sig om, er at vi ikke tager verden for givet, ikke sætter vores lid til forældede dogmer, men hele tiden selv formulerer den moralske tidsånd, som passer til netop vor tid, og som spejles i religionernes skrifter, men som ikke har rod i dem. Vi skal fortsætte med at være vågne, åbne og fortsat kunne forundres over verden og den fælles skæbne vi deler...mens vi svæver rundt i det tomme rum.

Lars Svendsen, 2006